• Skytsengel på over arbejde

    -en bjergbestigning der kun bliver værre…  (Tekst og foto Mikael Svensson)

    Natten vil ingen ende tage – det er umuligt at sove. Sammen med tre venner ligger jeg i et lille telt på Kedar Dome i nesten 6000 meters høyde og venter på morgengryet over Himalaya. Det har taget flere uger at komme så langt, men nu er vi blot få timer fra den 6831 meter høje top. Det hjæper ikke att tællle får, så istedet ligger jeg og filosoferer lidt over tilværelsens dybere mening.

    I løbet af natten er det blæst kraftigt op, og jeg spekulerer på, hvorvidt vi har fået spændt teltet godt nok op. De foregående dage har det vaeret perfekt vejt med sol og klar himmel – så vi hpåer på, at det vil holde sig et par dage til. Endelig ringer vækeruret, og det er tid at komme up. Inden længe er vi kun to personer tilbage i teltet, og jeg overvejer et kort øjeblik, hvorvidt det kan svare sig at tage en fotosession i ly for elementerne. Da jeg endelig kommer ud under åben himmel, er teltet, der nu er halvt slået ned, lige ved at slippe sit fæste i den tiltagende vind. Til alt held får vi hurtigt fat i teltdugen samt det løse tøj, og det lykkes at få kontroll over situationen uden at miste andet end et liggeunderlag og et bivuakovertraek. At vejret er ved at slå om, behøver man ikke at være metereolog fot at kunne se. Enkelte skyer er allerede på vej ind. Forholdene er ikke helt optimale, men hovedpinen har sluppet sit tag, og adrenalinen pumper i kroppen. Det er nu det gælder!

    Mot toppen
    Et stykke tid efter vi har forladt lejr 2, holder Martin og Johnny pause. Magnus og jeg fortsætter lidt endnu, men efter et par timer begynder også han at føle sig ledt sløj. Jeg er rimelig tilpas og beslutter mig for at fortsætte mod målet – denne gang skal jeg op. For otte måneder siden var jeg og to andre kammerater på en lignende tur till det 6962 meter høje Aconcagua i Argentina. Ved den sidste lejr fik en af vennerne højdesyge, så vi bestemte os alle for at gå ned igen. Den gang sagde min fornuft mig, at jeg ikke skulle fortsaette selv, men nu er situationen anderledes – jeg vil ikke give op i første førsøg. Efter et par hindrede meter mister jeg gradvist følelsen i et par af fingrene of prøver at varme dem i armhulen. Heldigvis begynder de efter nogle minutter at få farven tilbage, og jeg kan ånde lettet op. Tankene raser igennem mit hoved, men jeg har fortsat kontrol over situationen.

    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/05/adventureworld_46_2_2002.jpg’ align=’none’ border=’true’]

    Langsomt nærmer jeg mig toppen, som jeg har stirret på den sidste time. Lungene skriger efter luft, hjertet banker vildt, og jeg har en følelse af, at kroppen er i hurtigt forfald. Nu må jeg da være framme? Jeg kigger forsigtigt over toppen, men fortvivlet kan jeg konstatera, at der er endu en top ovenfør. Jeg laegger mig op jorden for at samle nye krafter, men indser at jeg er helt alene, hvis noget skulle gå galt. Den hårde tur fremad fortsættes, og klokken lidt over otte går min drøm i opfyldelse – jeg er nået toppen af Kedar Dome. Kameraet skranter, fingrene bliver hurtigt kolde og efter nogle få forsøg på at førevige situationen, begynder jeg turen ned imod den øverste lejr. Fire timer senare har jeg fået kæmpet mig ned till lejr 1 – træt men lykkelig. Umiddelbart efter mørkrets frembrud kan jeg se pandelamperne fra mine kammerater og føler en behaglig ro i kroppen. Jeg klarede det! Men eventyret er ikke slut – faktiskt er det kun lige akkurat begyndt…

    En mindeværdig fødselsdag
    Da jeg slår øjene op og kigger ud af teltåbningen, er jorden dækket af 20-30 centimeter nysne – ikke just den bedste fødselsdagsgave. Sneen fortsætter med at falde, sigten er ikke den bedste, og vi befinder os statig ret højt oppe. Det bedste vil helt klart være at komme ned till basecampen så hurtigt som muligt. Rygsækkene er tunge, og min krop er langt fra rehabiliteret oven på de gårdsdagens strabadser. Den første hindring er gletcheren Kirti Bimak, der selv under gode vejrforhold kan vaere vanskelig. Efter nogle timer når vi kanten af gletcheren og indser, at det ikke er muligt at nå frem til basecamp med de tunge rygsaekke. Resultatet bliver, at vi markerer stedet, lader de tungeste og mindst nødvendige ting ligge under en stor klippeblok og fortsaetter vores færd.

    De lette rygsaekke giver fornyede kræfter men klokken er ved at være mange. Vi mangler at fotvere endnu en gletscher, og der er kun fire timers dagslys tilbage. Vel over de forræderiske sprækker passeres en smal sti, der slynger sig langs den stejle bjergvæg. Det gælder om at holde tungen lige i munden. Hjertet dunker af spænding, og med stor forsigtighed lykkes det at komme ned på den store slette, hvor basecampen ligger. Mørket har for længst holdt sig indtog, og det sidste stykke må vi naermest slæbe os vej. Nødfløjten er fremme, og jeg blæser i håb om at folkene i lejren opfanger signalet og reagerer med at taende lys, så vi lettere kan finde vej.

    Lykkeligvis ser vi snart et befriende lys i mørket og er taknemmelige for at have et godt pejlemaerke at gå efter. Fremme ved lejren viser det sig, at det er kokken som i ly af sin paraply sendte de forløsende lyssignaler. Vi får et kram, og han peger mod vores telte, der er begravet i så meget sne, at vi må sove i madteltet. Gennemblødt og godt nedkølet, bliver jeg båret over til køkkenteltet, hvor varmen fra petroleumsovnen giver en betryggende følelse ag at vaere i sikre haender. Kokken Bam Bahadur er ikke bara en dygtig kok – han har også stor expeditionserfaring og ved, hvordan man skal behandle forfrysninger. Efter mange kopper med varme drikke og behandling fra koken, bliver jeg lagt ned i soveposen. Dette er en fødselsdag som jeg sent vil glemme. Inden søvnen overmander mig, bestemmer jeg mig for, at naeste fødselsdag skal værer en anelse mere afslappet.

    Evakuering fra hovedlejren
    Næste morgen opdager jeg de første håndgribelige tegn på forfrysninger – ansigtet er opsvulmet, og der er vaeskeansamlinger på fingrene. Jeg føler mig lamgt fra usårlig, og uroen er begyndt at vokse. Sneen fortsaetter med at falde i løbet af natten, og hen på morgonen er der faldet nesten en meter sne. Vi er langt fra civilisationen og har intet kommunikationsudstyr. Ved frokosttid mener vores lejrchef, at det er bedst, hvis vi forsøger at komme ned till landsbyen Gangotri. Først klokken tre er udstyret pakket, så vi kan kan begynde vores tur ned mot civilisationen. Det er ikke let at træde spor i den dybe sne, men man holder sig i det mindste varm. Vi skiftes til at bryde sporet, og det er den rene ferie, mår man efter at have gjort sin pligt kan slappe af og gå bagerst. Da vi passerer over gletcheren Gangotri, gælder det om at være forsigtig, for mange af sprakkerne er dækkede af nysne. Vi når akkurat at komme over gletcheren før mørkrets frembrud. Køkkenassistenten går forrest og gør et ypperligt job med at finde vej i mørket. Målet er at nå frem til en naerliggende gård, hvor vi kan komme i ly till bygningerne, hvor en gruppe russiske vandrere ligeledes har søgt lae.

    Nærkontakt med laviner
    Vores tøj er stadig fugtigt, da vi hen på morgonen tager af sted på næste etape. Efter gårsdagens mørkevandring, er det rart at kunne gå i dagslys. Russerne bliver i håbet om, at vejret vil stabilisere sig. Vores forhåbninger om at nå ned til landsbyen Gangotri svinder, da vi inser, hvor utrolig lang tid og mange kraefter det kraever at forcere sneen. Pludselig brager en lavine ned over bjergsiden. Vi løber panisk for at komme i lae og når lige akkurat at kaste os om bag en klippeblok. De store sten ryster, mine øjne er stramt lukkede, og et øjeblik har jeg følelsen af aldrig at komme til at åbne dem igen. Til alt held løber lavinen på hver sin side af stenen. Hele dagen har vi lignende oplevelser, og til sidst er vi helt apatiske af traethed og spaending. At nå frem till Gangotri er fuldstændigt umuligt. Vi er totalt gennemblødte, og nu gælder et bare om at holde dampen oppe, indtil vi kommer frem. Det hele føles som i en dålig B-film, der aldrig slutter. På et tidspunkt, griber vores skytsengel, der efter hånden har vaeret på overarbejde laenge, ind i historien. Ni kilometer fra Gangotri finder vi en lille hytte, hvor der stadig er folk, som ikke er flygtet fra uvejret. Her kan vi endelig få varme, mad og tag over hovedet.

    Endelig overstået?
    Næste morgen kan vi endelig se blå himmel. Nu mangler blot ni kilometer, og ifølge de lokale er der kun en enkelt farlig passage igen. Ejerne af hytten holder os med selskab ned til Gangotri. Jo naermere vi kommer desto mindre bliver snedækket. Desvaerre er den farlige passage stadig en realitet. Tidligere laviner har revet så meget af stien væk, at blot et enkelt fejltrin vil indebaere et dybt fald ned i floden langt under os. Risikoen for flere laviner er overhængende. På et tidspunkt bliver Johnny taget af et lille sneskred, men Klas er lynhurtig og får fat i hans rygsæk. Også denne gang ender det altså godt, og vi spekulerer på, om vores held aldrig stopper. På vej ned bliver en af de lokale fra hytten ramt af en rullesten, men slipper heldigvis uden alvorlige skader. Omsider når vi ned til Gangotri. Desværre er vejen væk fra byen styrtet sammen flere steder, så foran os ligger endnu to tages vandring, før vi kommer frem til en befaerdet vej, der kan føres os ud af området. Samme dag bliver de russiske vandrere evakueret med helikopter, og vi hører at uvejret har krævet atten dødsofre og 45 tilskadekomne. Vi føler os priviligerede over att være sluppet helskindede. Nogle dag senere lander jeg i Sverige – syv kilo lettere og med mange minder for livet.

    Reportage publicerat i tidskriften Adventure World, nr 46 – 2002.

  • Mer Globetrotter

    Mer publicerade bilder från Globetrotter. En vinterpaddling i Bohuslän, en hoppande telemarksåkare i Grövelsjön och en frusen renkalv på Långfjället.

    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/05/Globetrotter_bekleidung_kinder.jpg’ align=’none’ border=’true’]

  • Visst finns det fjäll i Dalarna

    Når man taler om gode områder for fjeldskiløb vil de felste formentlig naevne steder som Jotunheimen og Rondane i Norge eller Sarek og Kebnekaise i Sverige. Ikke mange taenker på Dalarna i Sverige, der mest af akt er kendt for de apline skisportsteder som Sälen og Idre. Men faktiskt finder man her, akkurat midt i Sverige, et stort og naesten uberørt fjeldområde med masser af muligheter for tur- og telemarkskiløbere. Området kaldes for Grövelsjöfjället.

    I det nordvestlige hjørne af Dalarna, fyrre kilometer nord for Idre, helt ved vejens ende ligger Grövelsjön midt i en fantastisk natur med bølgende, runde fjelde og urgammel skov. Grövelsjön er en langstrakt fjeldsø, der skaerer sig dybt ned mellem Långfjället og Sjöhöjden. Søen deles af Norge og Sverige, idet den nordligste femtedel er norsk og kendt for tre beboede gårde, der ligger aldeles isolerede midt i den vejløse fjeldverden. Her synes tiden at stå stille. Fjeldene på den norske side er stejle og 1300-1400 meter høje. De svenske fjelde er lidt lavere og mere afrundede.

    Her kommer sneen altid
    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2001/01/adventureworld_1b_2001-e1361262006553.jpg’ align=’right’ border=’true’]Området omkring Grövelsjön ligger så langt fra havet, at det har udpraeget fastlandsklima. Det giver tørre, varme somre og kolde snerige vintre. Godt skiføre er det saedvanligtvis fra november frem til slutningen af april. I november og december taler de lokale om et saerligt midvinterlys, hvor solen kun nogle få timer om dagen orker at sprede sine svage stråler over højdedragene. De lange, mørke dage holder turistene vaek i de første vintermåneder, og fjeldene ligger øde hen. Fleste besøende er der i tiden fra vinterferien og frem till og med påsken. Ikke overraskende er det turismen, der er den vaesentligste indtaegskilde for de lokale. Indkvarteringen kan ske på fjeldhotellet, fjeldstationen, pensionatet eller i en af hyttebyerne. Der findes også to små liftanleg, der fungerer som samlingsted for børn og unge, mens deres foraeldre er ude på fjeldet for at nyde solen, det fine skiføre og stilheden.

    En skrap frasortering
    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/02/adventureworld_1d_2001-e1361263036936.jpg’ align=’right’ border=’true’]Grövelsjön er et klassisk område for fjeldvandring, og turskiløb. Her ligger Sveriges Turistforenings (STF) sydligeste fjeldstation, og det har den gjort siden 1937. Dengang var Gunnar Lindgren bestyrer, og beretningenerne om han er mange. Det siges, at han gerne indledte sine guidede dagsture i et hidsigt tempo for at sortere de svagaste fra. Dem, der ikke kunne haenge på, sendte han hjem, mens de overlevende blev trukket igennem en dagsmarch på små fyrre kilometer. Gunnar havde også planer om at opføre et større skianlaeg på Långfjällets skråmomger, men planerne blev aldrig realiserat. Idag er Grövelsjöns Fjeldstation et morderne anlaeg. For at gœre det så miljøvenligt som muligt utnytter man jordvarmen, sorterat affaldet og har et komposteringsanlaeg. Restauranten er økologisk og byder oven i købet på en smuk udsigt ud over landskabet.

    Altid mulighed for skiløb
    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/02/adventureworld_1e_2001-e1361262089612.jpg’ align=’right’ border=’true’]I Grövelsjlområdet er der ingen grund til att holde sig til dalens beskyttede løjper. Fjeldvidderne indbyder til masser af ture, og det gaelder både for garvede fjeldfolk og dor de knap så erfarne. I tilfaelde af dårligt vejr kan man altid søge lae i den lavtvoksende, taette granskov, som flere steder kryber om mod det nøgne fjeld. Når fjeldvidderne er afblaeste og isede, kan ture i skogen også vaere et godt alternativ. Faktiskt er der flere gode alternativer, hvis ikke vejret skulle indbyde till en tur pa fjeldet. Mange af løjperene i området praepareres med snescooter eller pistemaskiner. Via dem kan man let nå frem til naboområderne, og der måske spise sin frukost eller få en kop varn kakao. De motionshungrende kan glaede sig over, at mange af løjperene i højsaesonen er gjort brede nok til skøjtetekniken. Og der er godt 100 km løjpe til fri afbenyttelse. Telemarksskiløbere holder fortrinsvis til på den norske side af dalen, hvor fjeldet er højere og stejlere. Senaste nyt er , at folk med snesko på fødderne og snowboard på ryggen er begyndt at dukke op. Endnu er der ikke observeret så mange af dem, meeen…

    Text av Peo Eriksson och foto av Mikael Svensson publicerad i danska tidskriften Adventure World, nr 1 – 2001.

    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/02/adventureworld_1c_2001.jpg’ align=’none’ border=’true’]

  • Grövelsjöfjällens sköna skidturer

    Dalafjällen är mer än Sälen. Här finns orörda fjäll med fina möjligheter för turåkning och telemark. Följ med till Grövelsjöfjällen på gränsen till Norge.

    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/02/utemagasinet_8b_2000.jpg’ align=’right’ border=’true’]I nordvästra hörnet av Dalarna, fyra mil norr om Idre, ligger Grövelsjön, vid riksväg 70:s ände. Här öppnar sig en fjällvärld bestående av böljande mjuka fjäll, uppblandat med gammal fjällnära skog. När du står på Grövelsjöns is så är du omgiven av gnistrande vita och från ditt perspektiv brant sluttande fjäll. Sjön är nämligen djupt nedskuren mellan Långfjället och Sjöhöjden. Grövelsjön delas mellan Norge och Sverige. Den nordligaste femtedelen av sjön är norsk och mest känd för de tre gårdar med fast boende som lever i väglöst land och vraket av ett tyskt bombplan som nödlandade där under andra världskriget. Fjällen på svenska sidan är mjuka, runda och 1100 till 1200 meter höga, medan de norska fjällen oftast har en sida som är brantare och några hundra höjdmeter högre. Skidföre finns i vanliga fall från november till slutet av april. Grövelsjöområdet ligger långt ifrån något hav och har därför utpräglat inlandsklimat med kalla snörika vintrar och torra varma somrar.

    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/02/utemagasinet_8c_2000.jpg’ align=’right’ border=’true’]November och december är en tid på året då turisterna lyser med sin frånvaro och fjällen ligger orörda. De friluftsjälar som är året-runt-boende pratar mycket om det speciella midvinterljuset, då solen inte orkar särskilt högt upp, utan sprider sitt svaga ljus över fjällsluttningarna några timmar om dagen. Turisterna dyker upp en kort stund över nyår för att sedan komma tillbaka vid sportlovens början och stanna kvar till efter påsk. Turistnäringen håller liv i bygden och det finns en del anläggningar som försöker få sin del av kakan. Fjällhotell, fjällstation, pensionat och stugbyar svarar för boendet. De två små liftanläggningar som finns, kan ibland fungera som ungdomspassare medan föräldrarna är ute på fjället och njuter av solen, tystnaden och det finna skidföret.

    Anrik fjällstation
    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/02/utemagasinet_8d_2000.jpg’ align=’right’ border=’true’]Grövelsjön är ett klassiskt område för vandring och turskidåkning. STFs sydligaste fjällstation finns här och har funnits sedan 1937. Föreståndare då var Gunnar Lindgren och historierna om hans färdledda dagsturer är många. Det sägs att han startade turerna i ett hiskeligt tempo och vid första rasten skickade han hem de som inte hängde med. Sedan gjorde de konditionsdugliga ett dagsverke på sisådär fyra mil. Gunnar hade långt framskridna planer på att iordningsställa en slalombacke på Långfjällets sluttning. Planerna gick inte i lås, men en påbörjad urhuggning i fjällskogen finns kvar som minne och den är inte alls så tokig att öva knäböj i. Nuförtiden är Grövelsjöns Fjällstation en modern anlägging som kommit långt i sin ambition att vara så miljövänlig som möjligt. De har bland annat jordvärme, sopsortering, kompostering och en KRAV-akutoriserad restaurang. Matsalen är omtalad för sin vackra utsikt och träinredning.

    [image img=’http://www.mikaelsvensson.com/photo/wp-content/uploads/2013/02/utemagasinet_8e_2000.jpg’ align=’right’ border=’true’]I Grövelsjöfjällen behöver du inte hålla dig till dalgångarna utan här åker du över fjällen utan att förta dig. De långa mjuka fjällsluttningarna lämpar sig mycket väl till turåkning och de brantare till fin telemarksåkning. Ett särdrag mot andra områden är den täta fjällgranskogen som kryper upp mot kalfjället ur dalgångarna. Granskogen kan vara ett mycket bra turalternativ till ibland mycket hårda och isiga fjällvidder. Dessutom ger skogen en viss säkerhet genom att den aldrig är långt borta utifall det skulle bli sämre väder. Om vädret är sådant att det tar emot att ge sig ut på kalfjället så finns det många skogsalternativ. Det finns ett stort spårsystem i området som prepareras med skoter och pistmaskin. Där kan du ta dig till grannanläggningen och köpa dig en fika För den som är träningsbenägen kan tilläggas att under högsäsong har många av spåren skjetingbredd och spårsystemet omfattar inte mindre än 10 mil spår. Telemarksåkarna håller företrädesvis till på den norska sidan där lutningen är större och fallhöjdsmetrarna flera. Men det finns ingenting som säger att du måste vara antingen turåkare eller telemarksåkare. En dagstur i dessa fjäll, ger för det mesta flera tillfällen att praktisera telemarksstilen. De senaste vintersäsongerna har snöskovandrare med snowboard fastsurrad på ryggsäcken observerats. Men de är inte många än…

    Text av Peo Eriksson och foto av Mikael Svensson publicerad i Utemagasinet, nr 8 – 2000.

  • Umeleden

    En bild som såldes genom Norrlandia bildbyrå och som skulle göra reklam för Umeleden, 30 km upplevelser i natur och kultur. Att bilden är fotograferad i Östergötland är väl en annan historia.